Forsiden

Historie

Alter

Kalkmalerier

Kirkelig handlinger

Henvendelse

Menighedsråd

Kirkegården

Kirkebladet

Sognehuset

Koret

Børnekoret

Konfirmander

Minikonfirmander

Kontakt

Links

 

 

 

                                                             

Arne Haugen Sørensens fløjaltertavle fra 1993

Altertavlen er med sin kvardratkorsform en moderne udgave af middelalderens fløjtavler. Passionssiden anvendes i advents- og fastetiden, mens festsiden anvendes i jule- og helligtrekongertiden samt fra Påskedage og kirkeåret ud.
Passionssiden viser en Golgatahascene, hvor Kristus hænger død på korset: hældende tornekronet hoved, dødstive hænder og fødder med store nagle og med den vrede røver til venstre, den hengivne til højre. I nederste højre hjørne ses to tilskuere i rødt og blåt,
måske Maria og Johannes. Inspirationen fra Grünewalds berømte Issenheimer altertavle fra 1515/16 er klar. - Når man har set sig igennem lidelserne, får man pludselig øje på, at der bag korset vælder et stærkt lys frem, og det må ses som værende Påskemorgenens,
så her er altså både Langfredag og Påskemorgen.

Festsiden fremkommer ved, at man drejer de to røvere, og her ses så på guldgrund en vandringsmand til venstre og en Isaksofring til højre. - Vandringsmanden er på een gang de bibelske vandre: Adam, Abraham, Moses, de helligtrekonger og Kristus og et hvert menneske, der vandre ind i fremtiden med sin erindring om fortiden og samtidig
skal være i nuet, jvf. at hovedet har tre ansigter.

Til højre ses Isaksofringen, der jo dels er en gammeltestamentlig forudgribelse af Golgatha-begivenheden, dels fastholder den i Abraham-skikkelsen, at vi mennesker ofte med den ene hånd trøster, mens den anden har kniven parat til at slagte.
Abraham er ivrigt et selvportræt fra kunstnerens hånd. - Men dermed er altertavlen et eksempel på, at der også i vor tid sættes kunst ind i vore kirker, der både er kunstnerisk lødig og fastholder den centrale i det kristne budskab, akkurat som generationerne forud har sat det ypperste fra deres tid ind. Så derfor, selv om kirkerne først og sidst er gudstjenesterum, så er de også udtryk for århundredernes skiftende kulturelle luner.
 

 


 

 

Passionssiden

Festsiden